Hvad er et modermærke i årehinden (choroidalnævus)?
Et modermærke i årehinden er en godartet forandring, som sidder inde i øjet, i årehinden (choroidea) bag ved nethinden. Det er en hyppig forandring — omkring 5 % af befolkningen har et. De fleste opdages helt tilfældigt ved en almindelig øjenundersøgelse, da de sjældent giver symptomer.
Hvad er et melanom?
Et melanom er en kræftform, der udgår fra de pigmentceller, som også findes i almindelige modermærker på huden. I sjældne tilfælde kan et modermærke i årehinden over tid udvikle sig til et melanom i øjet. Det er meget sjældent, men fordi det kan have alvorlige konsekvenser for synet og i værste fald sprede sig til andre dele af kroppen, følger vi det med jævne mellemrum for at opdage en eventuel udvikling så tidligt som muligt.
Hvad kigger vi efter?
Ved hver kontrol tager vi et foto og ofte en OCT-skanning, som vi sammenligner med de tidligere billeder. Vi holder øje med, om det vokser, ændrer form eller tykkelse. Uændrede forhold fra gang til gang er det gode tegn.
Kontrolforløbet
Vi følger typisk et modermærke i årehinden med kontrol hvert 2. år. Hvis det gennem flere kontroller har vist sig helt stabilt, afslutter vi som regel kontrolforløbet efter omkring 8 år.
Hvornår skal du reagere selv?
Kontakt os, hvis du mellem dine planlagte kontroller oplever nye synsforstyrrelser, lysglimt eller en skygge i synsfeltet — også selvom det ikke er tid til næste kontrol endnu.
Brug for mere hjælp?
Oplever du komplikationer eller manglende bedring af en given behandling, forværring i dine eksisterende symptomer eller måske helt nye symptomer bedes du snarest kontakte os så vi kan hjælpe dig. Ved akutte problemer udenfor klinikkens åbningstider henvises til nærliggende øjenlægepraksis (https://www.sundhed.dk/borger/guides/find-behandler/) eller 1813