Patientvejledninger
Breadcrumbs

Screeningsforløb i klinikken

Generelt om screening og forebyggelse

Forebyggelse er som bekendt både billigere og langt bedre end behandling og det er netop formålet med screening at opdage eventuelt behandlingskrævende forandringer med henblik på forebyggelse af irreversible skader. En række øjentilstande er livsvarige og/eller arvelige og kan med tiden udvikle sig til behandlingskrævende tilstande, eller tilstande som kræver nye tiltag (f.eks. ændring i medicinering med øjendråber) som man som patient ofte ikke er bevidst om. Det kan eksempelvis dreje sig om

  • diabetisk øjensygdom (sukkersygeforandringer i øjet)

  • grøn stær (glaukom): både ved manifest grøn stær og ved genetisk disposition for sygdommen

  • modermærker i øjet

  • AMD (alderspletter på nethinden) og andre sygdomme i den gule plet (macula), f.eks. epiretinal fibrose, karnydannelser ved højmyopi og central serøs chorioretinopati

  • Blodpropper i nethinden (veneokklusioner og arterietromboser)

Konkrete screeningstilbud til dig

Selve screeningen i klinikken vil ofte indebære at du efter en første konsultation hos øjenlægen tilbydes et forløb, hvor du besøger os med et bestemt interval og får foretaget relevante undersøgelser af dine øjne. Forløbene vil være præget af vekslende kontakt med øjenlægen, og justeres løbende. Således kan et forløb med grøn stær eksempelvis udarte sig således:

  1. besøg: konsultation hos øjenlægen

  2. besøg: synsfeltundersøgelse og trykmåling (screeningsprogram)

  3. besøg: synsfeltundersøgelse og trykmåling (screeningsprogram)

  4. besøg: synsfeltundersøgelse og trykmåling (screeningsprogram)

  5. besøg: konsultation hos øjenlægen

  6. besøg: synsnerve OCT scanning og trykmåling (screeningsprogram)

Du vil altid gå fra klinikken med en ny opfølgningstid i hånden. Intervallet for dine besøg kan variere fra få måneder til år. Bemærk at dit forløb løbende tilpasses og er individualiseret, således vil du typisk tilbydes hyppigere kontroller ved tegn på alvorlig øjensygdom eller hurtig udvikling af øjensygdom i negativ retning. Omvendt forlænges intervallerne ofte, når der er tegn til stabilitet.

Vidste du at du altid 1-3 dage før dit planlagte besøg vil få en påmindelse på SMS såfremt vi har registreret nummeret på din mobiltelefon. Det er især praktisk, hvis der går lang tid mellem hvert besøg. Husk derfor at give os dit aktuelle mobilnummer

Du kan altid se dine tidligere og kommende planlagte tider på http://minlaegeapp.dk eller på www.sundhed.dk/borger/min-side/min-sundhedsjournal/aftaler/

Når du kommer til undersøgelse i screeningsprogrammet kan det nogle gange foregå i tidsrummet 14 - 19, andre gange om formiddagen. Disse undersøgelser foretages oftest af vores dygtige og venlige lægestuderende. Du får ikke umiddelbart svar på dit undersøgelsesresultat, men indenfor kort tid vil dine data blive gennemgået af øjenlægen, som tager stilling til eventuelle ændringer til dit videre forløb. Vi bestræber os på at holde dig velorienteret løbende og kontakter dig ved behov, men typisk kun hvis der kræves ændringer i din behandling eller besøgsinterval.

Vi har i screeningen fokus på netop den eller de øjentilstande som vi ved sidste øjenlægekonsultation konstaterede du er risiko for at udvikle eller kunne kræve ny behandling for. Derfor vil vi typisk ikke måle alt vedrørende dine øjne og syn ved hvert besøg, men selvfølgelig tilpasse planen hvis du selv skulle opleve nye symptomer eller få en relevant ny diagnose (fx sukkersyge).

Nye øjensymptomer? Du skal ikke holde dig tilbage med at kontakte os ved nye øjensymptomer. I sådanne tilfælde kan vi enten vejlede dig telefonisk eller tilpasse dine tider således, at du ses hurtigere end planlagt. Vi tilstræber at holde dig velinformeret om, hvilke symptomer man skal være særligt opmærksom på ved netop din øjentilstand.

Hjælp os med at passe på miljøet

Vi er fokuseret på at passe på vores planet og natur. Papir og blæk bør spares og vi opfordrer dig til at aflevere denne tekst tilbage, hvis du ikke har brug for at medbringe den. Informationen kan altid genfindes på vores hjemmeside.