Patientvejledninger
Breadcrumbs

Operation med multifokale og toriske linser med henblik på brillefrihed

Hvorfor øjenoperation med linseudskiftning?

Der kan være flere årsager til at man tilbydes en operation med udskiftning af den naturlige linse i øjet med en kunstig linse (en såkaldt IOL, IntraOkulær Linse). Nogle er trætte af deres brillebehov, fx fordi stellet klemmer på næsen. Det kan også være at brillen føles tung eller glassene dugger når man bevæger sig fra inden- til udendørs brug. Andre, der er begyndt at bruge kun læsebrille til nærarbejde (skærm og læsning), synes det er træls at skulle lede efter læsebrille hver gang den er nødvendig. Nogle oplever det er dyrt at skifte briller løbende eller bryder sig ikke om udseendet med brille på. Mange har prøvet kontaktlinser for at aflaste ovenstående gener, men kan måske heller ikke fungerer optimalt med dem, eller bryder sig ikke om at sætte et fremmedlegeme i øjnene hver dag.

Med alderen får de fleste i øvrigt en uklar linse (grå stær), som slører synet uanset hvilken brille eller kontaktlinse man bruger, og kan også give blændingsgener, fx i bilen i mørke hvor lys fra modkørende biler er tiltagende generende.

Hvad er akkommodation og gammelmandssyn?

Unge mennesker har det bedste syn på alle afstande (hvis de ikke har væsentlige brydningsfejl eller andre øjensygdomme) da deres stadig fleksible linse kan ændre sin form automatisk og dermed autofokusere. Med tiden mistes den evne og man står tilbage med "gammelmandssyn", eller med andre ord manuelt fokus, hvor brille eller kontaktlinse skal bruges, når armene ikke er "lange nok". Mange ender derfor med en såkaldt progressiv brille med flere styrker, hvor man kigger igennem forskellige områder af brillen afhængig af hvad man vil se.

Hvorfor ikke laseroperation (LASIK, SMILE, PRK) på hornhinden?

Man læser eller hører mange steder om muligheden for en laseroperation af øjets hornhinde med henblik på brillefrihed. Det er en god løsning for dem der endnu ikke har mistet eller snart vil miste deres akkommodationsevne (autofokuseringsevne), se ovenfor. Dvs. typisk dem under 45 år. Der sker nemlig, som anført, en gradvis afstivning af den naturlige linse, vi er født med, således at læsebrillebehovet opstår. Man opdager typisk denne såkaldte presbyopiudvikling, ved at man enten skal holde sin telefon og bog længere væk eller føler behov for mere lys og forstørrelse for at kompensere for manglende skarphed tæt på. Med tiden vil det for mange også fremstå mere sløret på afstand, da man kan bliver tiltagende langsynet og dermed føle behov for briller på alle afstande. Ved en laseroperation på nethinden kan man korrigere for primært nærsynethed (myopi) og bygningsfejl (astigmatisme) og i mindre grad for langsynethed (hypermetropi). Man kan imidlertid ikke kompensere effektivt for det naturligt forekommende og aldersbetingede tab af akkomodationsevne med laseroperation. Dermed bliver en udskiftning af den naturlige linse i øjet mere attraktiv, ikke mindst da denne operation har flere andre fordele: linseudskiftning giver et mere stabilt resultat i forhold til, hvor man ender brillestyrkemæssigt. Efter laseroperation vil mange regrediere, dvs. gå lidt tilbage mod den brydningsfejl de oprindeligt blev opereret for på grund af den opererede hornhindes "elasticitet" - det problem ser man ikke ved linseudskiftning, da den kunstige nye linse er uforanderlig i sin brydningsstyrke. Dertil kommer at de fleste, som nævnt, med alderen udvikler en uklar naturlig linse, altså grå stær, så hvis man har skiftet linsen ud, får man aldrig grå stær.

Hvad så hvis man tidligere i livet har fået lavet laseroperation (LASIK, SMILE, PRK) på hornhinden?

Det er i sig selv ikke en forhindring at lægge en kunstig linse i øjet, hvis man tidligere har fået udført operation mod brillefrihed. Det skal siges at forudsigeligheden i forhold til hvor man ender i brillestyrke er mindre, da alle beregninger bliver påvirket af tidligere indgreb i øjets optiske system. Vi ved dog hvordan man bedst kompenserer for dette med moderne beregningsmodeller. Det er meget vigtigt du fortæller os hvis du tidligere er opereret på denne måde.

Hvilke linser findes?

Der findes overordnet 3 typer linse:

  1. Den monofokale IOL med skarp fokus på ét punkt, typisk vælger man så en der giver skarpsyn på afstand (6 meter og ud)

  2. IOL med såkaldt udvidet fokusområde (extended range of vision, eller extended depth of field "EDOF"). Disse findes i såvel ”diffraktive” som ”refraktive” varianter

  3. Den multifokale IOL med flere fokuspunkter, hvor man sigter efter at kunne både se langt, på mellemafstand og tæt på. 

Dertil kommer muligheden for at rette på større bygningsfejl (astigmatisme) med såkaldt torisk linse, som man kan få i alle ovenstående varianter. Der er eksperimenteret med andre linseteknologier for at opnå brilleuafhængighed på alle afstande, fx en linse der skal kunne ændre form, ligesom den naturlige linse, men det er ikke videnskabeligt eller erfaringsmæssigt bevist at det fungerer ligeså effektivt som de moderne multifokale linser.

I Nordsjællands Øjenklinik bruger vi de mest moderne, såkaldt refraktive EDOF IOL som er udnytter de mest positive elementer fra EDOF teknologien, uden ringe i linsen, med henblik på at opnå bedste mulig syn på alle afstande og med så få ulemper som muligt. Dertil har vores linser et indbygget violet lysfilter som har til formål at minimere gener fra de moderne LED lygter som vi nu ofte møder i trafikken.

Hvad er monovision?

Mono betyder "en" eller "et" og refererer til at man bruger det ene dominante øje til afstand (typisk er det dominante øje, det man sigter med - hos de fleste er det højre øje) og det andet (ikke-dominante) øje til læsning. Nogle få er "født" med denne forskellighed og har glæde af den op i alderen, andre har vænnet sig til den løsning med brug af kontaktlinser med forskellig styrke. Ulempen er at man kun bruger ét øje ad gangen og dermed ikke har så god afstandsbedømmelse, som kan være vigtig for fx dem der dyrker boldsport. Det er langt fra alle der kan acceptere denne større brillestyrkeforskel mellem øjnene. Man kan eventuelt stile efter denne løsning ved en linseudskiftningsoperation, men aldrig hvis man ikke har været vant til det før operationen. Det kræver med andre ord en dialog med din øjenlæge her i klinikken og eventuelt afprøvning med kontaktlinser via vores specialoptiker, hvis det lyder som noget for dig.

Hvordan virker en multifokal linse og en udvidet fokus linse?

En multifokal linse er opbygget efter et princip med flere ringe der har hvert sin brydningsstyrke. Nogle ringe er bygget til afstandssyn (fx bilkørsel) og andre til henholdsvis mellemafstand (fx samtale) og nær (fx læsning). Alle ringe er sådan set i spil til enhver tid, men øjet og hjernen tilvænner sig at bruge lyset fra de relevante ringe når man vil stille skarpt på et givent objekt eller område. I en "udvidet fokus" linse udnytter man et optisk fænomen hvor fokuspunktet bliver "forlænget" fremfor at have flere separate fokuspunkter. I de nyeste multifokale linser udnyttes det bedste af begge optiske designs i den kunstige linse.

Kommer der snart noget bedre?

På verdensplan er der i mange år arbejdet på en løsning der giver et brillefrit syn, som i unge raske øjne. Der er endnu ikke fundet noget bedre end det vi bruger her i klinikken hvor vi løbende følger udviklingen og tilbyder det bedste vi kan finde og har god erfaring med. De sidste årtier har været præget af en række mindre forbedringer i designet af linserne. Vi forventer ikke at der kommer noget væsentligt anderledes indenfor den nærmeste årrække.

Jeg har grå stær. Kan jeg få en multifokal linse?

Ja, under visse forudsætninger, blandt andet anført her i teksten. Spørg os gerne.

Kan jeg få en multifokal linse selvom jeg ikke har grå stær?

Ja, nogle får skiftet linsen ud alene på basis af ønsket om at blive mindre brilleafhængig. Det kræver dog et relativt rask øje, som vi vil bruge tid på at sikre, før vi eventuelt tilbyder denne løsning.

Hvad så med efterstær?

Efter en linseudskiftning kan man udvikle en uklarhed i den såkaldte linsekapsel som ligger bag den kunstige linse. Dette kan hæmme synet ligesom en grå stær. I den videnskabelige litteratur angives en risiko for efterstær på omtrent 20% indenfor en 5 årig periode. Vores erfaring er dog langt færre får det og vores linser har et design der modarbejder udviklingen af denne ufarlige tilstand. Behandlingen er meget enkel med laser og er hurtig, ufarlig og smertefri. Ved udvikling af sløring efter linseudskiftning som ikke kan rettes med fx ny brille, er det selvfølgelig en god ide at få en tid hos øjenlæge til tjek for eventuelt efterstær

Kan alle få multifokale linser?

Nej, det kræver raske øjne, en vis alder (minimum over 45 år) og dertil at vi sammen kan opnå en realistisk og god forventningsafstemning. Vi afholder derfor typisk mindst to grundige samtaler og undersøgelser hos os før vi kan tilbyde denne løsning.

Er risiko højere eller helingstid længere ved brug af en multifokal linse?

Nej, den svarer til en almindelig linse. Dog er tilvænningsperioden noget længere, som anført.

Hvad er så ulemperne ved en multifokal linseløsning?

Tilvænningstiden er som sagt længere, hvor dit nervesystem skal lære at bruge den nye linse. Det kræver typisk flere måneder. Lysgener i form af "halos" (lysringe) og "starbursts" (stjerneformet lys) vil hos mange forekomme i mørke, typisk i trafikken. Dette bliver hos langt de fleste bedre i løbet af måneder. Ca. 50% oplever disse fænomener i generende grad de første måneder efter operation, mens den videnskabelige dokumentation fortæller at ca. 2% fortsat er generet 1 år efter operation.  Nogle beskriver nedsat kontrastevne, hvilket kan medføre at man fx skal bruge mere lys ved læsning, fx menuen på en romantisk belyst restaurant. De fleste læser dog nu om dage mest på en mobiltelefon eller anden skærm hvor der er rigeligt lys og kontrast.

Dækker min sundhedsforsikring udgifter til en multifokal eller torisk linse?

Hvis du har grå stær vil din sundhedsforsikring typisk dække for en monofokal linse, mens du selv kan vælge at betale for den extra omkostning som det er at få en torisk og/eller multifokal linse. En ren linseudskiftning  med tanke på brillefrihed, uden samtidig grå stær vil typisk ikke være dækket.

Hvem skal have laserkorrektion af deres hornhinde efter implantation af en multifokal linse?

Ganske få (<10% på internationalt plan) ender med at skarpsynet på afstand ikke er optimalt på grund af en lille rest af brydningsfejl i øjet. Dette kan sjældent kræve en lille brydningskorrektion med laser i hornhinden.

Hvad anbefaler I at jeg gør?

Du skal sørge for at blive velinformeret om dine muligheder, baseret på en grundig undersøgelse af erfarne øjenspecialister, før du tager en beslutning. Vi anbefaler også at du får god betænkningstid og helst flere samtaler med os før vi tager en fælles beslutning om eventuel operation.

Hvordan gennemføres operationen?

I lokalbedøvelse mens du ligger i en stol. Du kan læse mere i vores information: Operation med linseudskiftning i Nordsjællands Øjenklinik

Risiko og komplikationer

Risikoen for komplikationer er heldigvis lav når man opererer et i øvrigt normalt øje. Det hyppigste er hævelse i hornhinde eller midlertidig inflammation som man kan dryppe væk med særlige dråber og give lidt tid. Sjældent ses hævelse i nethinden som også kræver dråber. Meget sjældent ses brud af linsens kapsel eller ophæng som kræver en anden (ikke-multifokal) linse indopereres. Risiko for nethindeløsning er ca. 1%. Endnu mere sjældent ses infektion i øjet. Læs mere om disse tilstande i Operation med linseudskiftning i Nordsjællands Øjenklinik

Jeg har flere venner og bekendte som er glade for deres multifokale linser så det kan jeg vel også regne med?

Vi er selvfølgelig glade for at høre dine venner eller familie har haft en god oplevelse og resultat - det er lige præcis det mål vi har her i klinikken. Man kan dog ikke overføre et andet menneskes oplevelse af en behandling eller syn direkte til sig selv, da der er mange faktorer som spiller ind, såsom vanlig brillebehov, alder, køn, daglige aktiviteter, og ikke mindst personlighed. Der findes som nævnt her også sjældne tilfælde, hvor resultatet ikke opleves så godt, også på trods af at alle synsmålinger og data taler for et objektivt flot resultat. Det skyldes typisk en mislykket forventningsafstemning og derfor bruger vi nok mere tid end de fleste på at opnå en realistisk forventning hos vores patienter - inden vi opererer.

Kan jeg nøjes med en multifokal linse i det ene øje?

Vi er bekendt med at nogle øjenklinikker i udlandet, fremfor alt USA har afprøvet forskellige linsemodeller til henholdsvis det ene og andet øje, men det er ikke noget vi anbefaler. Erfaringsmæssigt er det bedst at få en multifokal i begge øjne.

Kan jeg fortryde en operation med multifokal linse?

Ja, i princippet kan du fortryde og få fjernet den multifokale linse i hvert øje som så skal erstattes af en monofokal linse. Risikoen for komplikationer med blandt andet kapselbrist og dermed løs linse, samt nethindehævelse og nethindeløsning er dog relativt høj, hvorfor man helst vil gøre meget for at undlade at udskifte en kunstig linse. Det skal være en absolut sidste udvej, for dem der ikke kan vænne sig til de nye forhold med en multifokal linse.