Baggrund
Grøn stær (glaukom) er en gruppe øjensygdomme, hvor synsnerven gradvist beskadiges – oftest, men ikke altid, i forbindelse med forhøjet tryk i øjet. Sygdommen udvikler sig snigende og fører ubehandlet til indskrænkning af synsfeltet og i sidste ende blindhed. Sammen med AMD og diabetisk retinopati er grøn stær blandt de hyppigste årsager til varig synsnedsættelse i Danmark.
Hovedformer:
-
Åbenvinklet glaukom (langt det hyppigste): Langsom udvikling, oftest uden symptomer i mange år.
-
Lukketvinklet glaukom: Kan optræde akut med kraftige smerter, rødme og kvalme – kræver akut behandling.
-
Normaltryksglaukom: Skade på synsnerven på trods af normalt øjentryk.
-
Sekundært glaukom: Følge af anden øjensygdom, medicin (fx steroid) eller traume.
Risikofaktorer omfatter alder, familiær disposition, udtalt nær- eller langsynethed og højt øjentryk.
Symptomer
-
Det åbenvinklede glaukom giver typisk ingen symptomer i de tidlige stadier – det skarpe centralsyn bevares længe, mens synsfeltet langsomt indskrænkes.
-
Først i sene stadier mærkes "tunnelsyn" og synstab.
-
Akut lukketvinklet glaukom: pludselige stærke smerter, rødt øje, sløret syn, regnbuer omkring lys og kvalme – akut tilstand.
Undersøgelser
-
Måling af øjentryk (tonometri)
-
Undersøgelse af synsnerven
-
Synsfeltundersøgelse (perimetri)
-
OCT-skanning af synsnerven og makula
-
Måling af hornhindetykkelse (pakymetri)
-
Vurdering af kammervinklen (gonioskopi)
Behandling
Behandlingen sigter mod at sænke øjentrykket og forebygge yderligere skade. Allerede tabt syn kan ikke genvindes.
-
Trykreducerende øjendråber – grundbehandlingen, ofte daglig livslang behandling.
-
SLT-laserbehandling – kan erstatte eller supplere dråber og er ofte førstevalg ved nydiagnosticeret åbenvinklet glaukom.
-
Operation (trabekulektomi, MIGS-procedurer eller dræn) ved utilstrækkelig effekt af dråber og laser.
-
Akut lukketvinklet glaukom: akut trykreducerende behandling og laser-iridotomi.
Forebyggelse og opfølgning
-
Regelmæssig kontrol – også selvom du ikke mærker noget.
-
God dråbe-compliance er afgørende for at bremse sygdommen.
-
Førstegradsslægtninge til personer med glaukom bør få tjekket øjentryk og synsnerve fra ca. 40-årsalderen.
Prognose
Med tidlig opsporing og god behandling kan de fleste bevare brugbart syn livet ud. Ubehandlet glaukom fører til blindhed, og prognosen afhænger derfor af, hvor tidligt sygdommen opdages og hvor godt behandlingen følges.
Brug for mere hjælp?
Oplever du komplikationer eller manglende bedring af en given behandling, forværring i dine eksisterende symptomer eller måske helt nye symptomer bedes du snarest kontakte os så vi kan hjælpe dig. Ved akutte problemer udenfor klinikkens åbningstider henvises til nærliggende øjenlægepraksis (https://www.sundhed.dk/borger/guides/find-behandler/) eller 1813