Patientvejledninger
Breadcrumbs

Kunstige tårer

Baggrund

Kunstig tårevæske – også kaldet kunstige tårer – er øjendråber, der erstatter eller supplerer din egen tårefilm. De bruges ved tørre, irriterede eller trætte øjne, og er hjørnestenen i behandlingen af tør øje-sygdom. Tårefilmen består af tre lag (slim, vand og fedt), og forskellige produkter understøtter forskellige lag. Du kan læse mere i vores vejledning Tørre øjne.

Kunstig tårevæske fås i håndkøb på apoteket og udvalgte butikker. Sortimentet er stort, og det kan være svært at finde rundt i. Denne vejledning hjælper dig med at vælge og bruge dem rigtigt.

Med eller uden konserveringsmiddel

Konserveringsmiddel forlænger holdbarheden af dråberne efter åbning, men kan i sig selv irritere øjet ved hyppig brug. Derfor:

  • Bruger du dråberne sjældent (få gange dagligt eller mindre): konserverede dråber er fine og billigere.

  • Bruger du dråberne mere end 4-6 gange dagligt: vælg dråber uden konserveringsmiddel.

  • Bruger du kontaktlinser: vælg altid dråber uden konserveringsmiddel, eller tag linserne ud før drypning.

Dråber uden konserveringsmiddel fås i flasker med specialfilter eller i engangspipetter. Engangspipetter er praktiske på farten, men giver mere plastikaffald. Efterhånden findes der kun få produkter med konserveringsmidler og vi anbefaler generelt blot at bruge dem uden konserveringsmidler.

Forskellige typer og konsistens

  • Tyndtflydende dråber ("vandige") – nemme at dryppe, slører kun synet kortvarigt, kan bruges hyppigt. God hverdagsløsning.

  • Hyaluronsyre-holdige dråber – efterligner slimlaget og holder fugten længere på øjets overflade. Ofte førstevalg ved moderate gener.

  • Oliedråber og lipid-spray – understøtter fedtlaget og er særligt velegnede ved Meibomsk kirtel-dysfunktion ("MGD"), hvor tårefilmen fordamper for hurtigt.

  • Tyktflydende dråber og geler – virker længere men slører synet i 10-15 minutter. Bedst til natten eller hvis tørheden er værst om morgenen.

  • Øjensalve – kraftigste og mest langtidsvirkende, men slører synet markant. Bruges typisk om natten eller ved meget svære gener.

Det kan være lidt af en jungle at finde rundt i de mange muligheder og vi anbefaler at du prøver dig frem på samme vis som hvis du skulle vælge håndcreme.

Sådan dryppes øjet (klassisk teknik)

  1. Vask hænderne før og efter drypning.

  2. Hold flasken mellem fingerspidserne med pegefingeren øverst på flasken.

  3. Træk det nedre øjenlåg ned mod kinden med den modsatte hånd – der dannes en lille lomme i slimhinden.

  4. Hold albuen godt oppe på den arm der holder flasken, så hånden står roligt og du har præcis kontrol.

  5. Læn hovedet let tilbage og kig op mod flasken.

  6. Pres én dråbe ned i midten af lommen. Lad være med at røre flaskens spids mod øjet, øjenvipper eller fingre.

  7. Luk øjet roligt i nogle sekunder. Tryk evt. let på næsesiden af øjenkrogen for at hindre, at dråben løber ned i næsen.

  8. Skal du bruge flere typer dråber, så vent mindst 5 minutter mellem dem.

Tip: Opbevar flasken i køleskabet – så kan du tydeligt mærke når dråben rammer øjet. God hjælp i starten, hvis du er i tvivl om du har truffet rigtigt.

Almindelige misforståelser

  • Saltvand erstatter ikke kunstig tårevæske. Saltvand mangler de fedt- og slimkomponenter, der får tårefilmen til at hænge ved. Effekten forsvinder med ét blink, og hyppig brug kan endda fortynde de gavnlige stoffer i din egen tårevæske.

  • Mere er ikke altid bedre. Konserverede dråber kan ved meget hyppig brug give irritation og allergi. Skal du dryppe ofte, så vælg uden konserveringsmiddel.

  • Effekten kommer ikke med det samme. Brug det valgte produkt fast 3-4 gange dagligt i nogle uger, før du vurderer om det virker.

Holdbarhed og opbevaring

  • De fleste moderne dråber holder typisk 6 måneder efter åbning – tjek altid pakningen.

  • Engangspipetter: 12-24 timer efter åbning. Smides ud samme dag.

  • Opbevares mørkt og køligt. Kan tages med i taske, men undgå direkte sol og høje temperaturer (fx i bilen om sommeren).

Pris og tilskud

Priserne varierer betydeligt mellem produkter og forhandlere. Apotek, supermarkeder, netapoteker og helsekostbutikker har ofte forskellige priser på samme produkt.

Hvis man har sjøgrens eller ikke kan lukke sit øje ordentligt (lagoftalmus) har man ret til tilskud til kunstige tårevæske. Det er dog kun et mindre udvalg af kunstige tårer der kan fåes med tilskud.

Brug for mere hjælp?

Oplever du komplikationer eller manglende bedring af en given behandling, forværring i dine eksisterende symptomer eller måske helt nye symptomer bedes du snarest kontakte os så vi kan hjælpe dig. Ved akutte problemer udenfor klinikkens åbningstider henvises til nærliggende øjenlægepraksis (https://www.sundhed.dk/borger/guides/find-behandler/) eller 1813