Hvad er betændelse i øjenlågsranden og hvordan opstår den?
Betændelse i øjenlågsranden kan skyldes dårlig kirtelfunktion (meibomske kirtler, se nedenfor), bakterier, allergi (fx. mascara), medicin eller en kombination af disse. Ofte finder man ikke den direkte årsag. Lidelsen er almindelig, ofte tilbagevendende og forekommer hos både unge og ældre.
Hvad er bygkorn
Bygkorn opstår oftest pga en tilstopning af de såkaldte meibomske kirtler, en specialiseret talgkirtel i øjenlågskanten. Man ser ofte bygkorn som led i betændelse i øjenlågsranden. Man kan også få tilstopning af andre kirtler i øjenlåget, men behandlingen er grundlæggende den samme. Bygkorn kan blive betændte og dermed, røde, ømme og omgivelserne kan hæve (hordeolum). Hvis et bygkorn er stort og vedvarende eller meget betændt, kan man vælge at fjerne det kirurgisk hvormed indholdet udtømmes fra enten indersiden eller ydersiden af øjenlåget. Nedenfor er beskrevet hvordan man håndterer bygkorn, som ikke umiddelbart skal behandles kirurgisk. Behandlingen er også vigtig for at forebygge nye bygkorn. Vedrørende operation for bygkorn, se separat vejledning, Behandling af bygkorn inklusiv operation
Hvad er symptomerne?
Symptomerne på øjenlågsbetændelse er varierende men kan inkludere svie, kløe, grusfornemmelse og tåreflåd. Nogle gange klistrer øjnene sammen og øjnene kan være røde. Der kan være læsebesvær p.g.a tåreflådet. Øjenlågskanterne kan være røde, hævet og dækket af skæl. Øjenvipperne (cilierne) bliver nogle gange tynde og falder ud ved langvarig betændelse.
Behandling
Betændelse i øjenlågsranden er oftest en livsvarig tilstand, som kræver at man passer og plejer sine øjne omhyggeligt. Husk at vaske hænder før og efter behandlingen. Behandlingen er simpel og består i øjenlågs- og øjenvippetoilette:
-
Begynd med at lægge en varm og våd vatrondel eller vaskeklud ovenpå øjenlågene. Dette gør indholdet i øjenlågets kirtler lettere at udtømme (så varmt at du ikke brænder dig, selvfølgelig)
-
Luk øjnene og øjenvipper vaskes med lunkent postevand og vatrondel eller renseservietter beregnet til formålet (se nedenfor). Træk gerne ud i ydre øjenkrog, herved fremstår øjenlågskanten og øjenvipperne bedre, og er lettere at afvaske fra den inderste øjenkrog og ud. Husk både øvre og nedre øjenlågskant, svarende til hvor øjenvipperne vokser ud. Gentag til alle eventuelle synlige skæl er væk. I forbindelse med rensning af øjenlåg har nogle glæde af særlige renseservietter (fx. "Blephaclean" fra Thea) eller en særlig sæbe (fx babyshampoo eller "Blephagel" fra Thea) - det koster dog en del mere end simple vatrondeller.
-
receptpligtig medicin: Såfremt det er ordineret af lægen, indsmøres til sidst øjenlågskanter og øjenvipper med en salve/tyktflydende dråbe (typisk "HTP" som står for Hydrocortison med Terramycin og Polymyxin B som også sælges under navnet “Hydropol”): Klem lidt medicin ud på en vatrondel/gazetampon. Træk ud i yderste øjenkrog som før, og smør medicinen grundigt ind i øjenlågskanterne. Der må gerne komme salve ind i selve øjet. Mange oplever at præparatet svier kortvarigt i øjet - det er ufarligt. Nogle gange kan der i stedet for HTP være udskrevet en dråbe med lignende effekt (fx “Tobradex”, “Oridecin” eller “Dexamcol”) som dryppes i øjet. Da de her nævnte midler indeholder binyrebarkhormon og kan have langtidsbivirkning såsom forhøjet tryk i øjet hos en lille del af befolkningen samt grå stær ved langvarigt brug, bør man ikke bruge disse midler i lange perioder. 2-3 ugers behandling er dog ufarligt, så typisk vil medicinen bruges for at tage "toppen" af generne, når symptomerne blusser op. Hos nogle mistænkes samtidig øjenallergi og mod det kan der ordineres allergidråber, fx opatanol.
-
I andre tilfælde kan et antibiotisk middel uden binyrebarkhormon, typisk kloramfenikol salve, være effektivt, men der skal stadig renses før dette middel påføres øjenlågskanter. Dette middel har ingen langtidsbivirkning, så det kan bruges i længere perioder ved behov.
Hvor ofte skal øjenlågs- og cilietoilette foretages?
Det anbefales at foretage behandlingen dagligt. Vær opmærksom på at blefarit oftest er en livsvarig tilstand, så gør det til en vane at rense øjenlågskanterne.
Kunstig tårevæske
Udover rensning er det meget vigtigt at bevare en god tårefilm med kunstig tårevæske som fås i håndkøb, mindst 4 gange dagligt. Som udgangspunkt anbefales kunstig tårevæske uden konserveringsmidler (fx Hylo, Cationorm, Thealoz duo eller Celluvisc). Nogle foretrækker de tyktflydende varianter, fx Hylo gel eller Viscotears, som dog kan sløre synet lidt lige efter drypning, men tilgengæld har en længere virkningstid. Der findes mange typer og producenter af kunstige tårer med lidt forskellige egenskaber, og det er individuelt, hvad der føles bedst. Det vigtigste er, at du bruger dem regelmæssigt og finder en, der passer dig godt. Man må gerne kombinere med fx dråber i dagtid og gel til natten.
Hvad kan man ellers gøre?
-
Indtagelse af fiskeolie (typisk 3 kapsler dagligt) er bevist at have en positiv effekt på kirtelfunktionen i øjenlågene. Det er et kosttilskud som kan anskaffes i håndkøb. Tager du blodfortyndende medicin bør du dog forhøre dig med din egen læge om det er forsvarligt at tage fiskeolie samtidig (fiskeolie er også blodfortyndende). Total daglig dosis bør indeholde 1.500 mg EPA + 750 mg DHA, hvilket i mange tilfælde svarer til 3 kapsler dagligt, men tjek med indholdsfortegnelsen.
-
I meget slemme tilfælde kan lægen tilbyde en recept på tabletkur med medicin (azitromycin). Hvis det er ordineret må du ikke som kvinde være/blive gravid samtidig og du skal være påpasselig med solen, da din hud vil være mere følsom imens du tager medicinen. Nogle får maveondt af den medicin og må stoppe af den årsag.
-
I sjældne tilfælde kan en almindeligt forekommende mide, “demodex”, være til stede i et problematisk omfang. Det behandles med tea-tree oil som findes i fx “Blephademodex” renseservietter fra Thea.
Den korte version
Du har en ufarlig, livsvarig tilstand der irriterer dine øjne og kan hjælpe dig selv med:
-
Øjenlågsrens + varme omslag + massage på øjenlågskanternes kirtler, 1-2 gange dagligt, se ovenfor
-
Drypning med kunstig tårevæske (håndkøb), mindst 4 gange dagligt og helst uden konserveringsmiddel, fx “Hylo” se ovenfor.
-
Eventuelt efter aftale (og eventuelt på recept), øjenlæge sætter kryds:
⭕ Omega 3 tilskud (Total daglig dosis bør indeholde 1.500 mg EPA + 750 mg DHA, se ovenfor)
⭕ Kloramfenikol salve 2 gange dagligt, indsmøres i øjenlågskanter. Recept sendes
⭕ Tobradex/oridecin/dexamcol dråber 3 gange dagligt i max 3 uger. Recept sendes
⭕ Hydropol, også kaldet HTP (Hydrocortison med Terramycin og Polymyxin) dråbe/gel 3 gange dagligt i max 3 uger. Recept sendes
⭕ Varme omslag i ca 1min efterfulgt af massage på eventuelle bygkorn
⭕ Azitromycin 250mg tablet kur, 2 tabletter første dag og så 1 tablet dagligt i yderligere 4 dage. Kun i udtalte tilfælde hvor andet ikke er nok. Recept sendes
⭕ Opatanol/zaditen 1 dråbe, 2 gange dagligt (en anti-allergidråbe) som kan hjælpe mod kløe, rødme og tåreflåd. Denne dråbe er helt ufarlig og kan bruges fast.
⭕ Rensning med Blephademodex renseservietter (håndkøb) 1 gang dagligt i 1 måned.