Baggrund
Tørre øjne (også kaldet dry eye disease) er en hyppig tilstand, hvor enten tåreproduktionen er utilstrækkelig, eller tårevæskens kvalitet er forringet, så øjets overflade ikke er tilstrækkeligt fugtet. Tilstanden bliver hyppigere med alderen, særligt efter overgangsalderen, og forværres ofte af længere tids skærmarbejde, kontaktlinsebrug, klimaanlæg, tør indeluft og visse medicintyper (fx antihistaminer, antidepressiva og urindrivende medicin). Også systemiske sygdomme som Sjögrens syndrom, leddegigt og lavt stofskifte kan give tørre øjne.
Tårefilmens opbygning
Tårefilmen er kun ca. 1/100 mm tyk og består af tre lag, der hver især er nødvendige for et stabilt og velfungerende øje:
-
Slimlaget (mucinlaget) – det inderste lag, som ligger op mod hornhinden. Det får tårevæsken til at hæfte og fordele sig jævnt over øjets overflade. Produceres af bægerceller i bindehinden.
-
Vandlaget – det tykkeste, midterste lag. Fugter og ernærer hornhinden, og indeholder antistoffer der beskytter mod infektion. Produceres af tårekirtlen.
-
Fedtlaget (lipidlaget) – det yderste lag. Forsegler tårefilmen og forhindrer for hurtig fordampning. Produceres af de Meibomske kirtler i øjenlågsranderne.
-
Tørre øjne kan skyldes problemer i ethvert af lagene: nedsat vandproduktion (fx ved alder eller Sjögrens syndrom), dårligt fungerende Meibomske kirtler – det hyppigste, kaldet Meibomsk kirtel-dysfunktion eller "MGD" – eller, sjældnere, mangel på slim. En vellykket behandling kræver, at man genopretter balancen i det lag, hvor problemet er størst.
Symptomer
-
Sandfornemmelse, svie eller brænden
-
Rødme og let irritation
-
Sløret syn, der bliver bedre ved blink
-
Paradoksalt øget tåreflåd (refleksgråd)
-
Lysfølsomhed
-
Træthed og ubehag ved skærmarbejde og læsning
Symptomerne er ofte værst om aftenen og forværres i tørre, blæsende eller røgfyldte omgivelser.
Undersøgelser
-
Spaltelampeundersøgelse af øjets overflade og øjenlågsrand
-
Vurdering af tårefilmens stabilitet (break-up time)
-
Schirmer-test (måling af tåreproduktion)
-
Farvning af øjets overflade med fluorescein eller lissamingrønt
Behandling
Behandlingen sigter mod at genoprette en velfungerende tårefilm. Kunstig tårevæske er hjørnestenen, og forskellige produkter understøtter forskellige lag i tårefilmen – valget tilpasses derfor det lag, hvor problemet er størst. Se også vores separate vejledning Kunstige tårer for praktiske råd om valg, brug og opbevaring.
-
Kunstig tårevæske (fås i håndkøb) – grundbehandlingen. Tyndtflydende dråber kan bruges hyppigt; tyktflydende dråber eller geler virker længere men slører kortvarigt synet og bruges typisk om aftenen. Ved brug mere end 4-6 gange dagligt bør vælges produkter uden konserveringsmiddel, da konserveringsmidler i sig selv kan irritere øjet.
-
Hyaluronsyre-holdige dråber efterligner slimlagets evne til at holde fugt på øjets overflade og er ofte førstevalg ved moderate symptomer.
-
Oliedråber og lipid-spray understøtter fedtlaget og er særligt nyttige ved Meibomsk kirtel-dysfunktion (fordampningsbetinget tør øje).
-
Øjenlågshygiejne med varme kompresser og let massage af øjenlågene – især vigtigt ved Meibomsk kirtel-dysfunktion, da det får olien fra de Meibomske kirtler til at flyde bedre.
-
Omega-3-fedtsyrer (fede fisk eller kosttilskud) kan have gavnlig effekt på tårefilmens lipidlag.
-
Receptpligtige dråber (fx ciclosporin) overvejes ved svær eller behandlingsresistent tør øje-sygdom.
-
Punctum plugs (lukning af tårekanalen) kan i udvalgte tilfælde reducere afløbet af tårevæsken og dermed bevare den naturlige tårefilm længere.
Forebyggelse
-
Hold pauser ved skærmarbejde og husk at blinke (20-20-20-reglen: hvert 20. minut – kig 20 sekunder – på noget der er 20 fod væk).
-
Undgå direkte luftstrøm fra ventilatorer, klimaanlæg og varmeblæsere mod ansigtet.
-
Brug evt. luftfugter i tørre rum.
-
Reducér brug af kontaktlinser ved generende symptomer.
Prognose
Tørre øjne er en kronisk tilstand, der oftest kan kontrolleres godt med behandling. Symptomerne kan svinge over tid, men giver sjældent varige skader på synet ved adekvat behandling.
Brug for mere hjælp?
Oplever du komplikationer eller manglende bedring af en given behandling, forværring i dine eksisterende symptomer eller måske helt nye symptomer bedes du snarest kontakte os så vi kan hjælpe dig. Ved akutte problemer udenfor klinikkens åbningstider henvises til nærliggende øjenlægepraksis (https://www.sundhed.dk/borger/guides/find-behandler/) eller 1813