Patientvejledninger
Breadcrumbs

SLT laserbehandling for grøn stær

Om behandlingen

Grøn stær (glaukom) er en kronisk øjenlidelse, som oftest indebærer et forhøjet øjentryk. Der kan også være defekter i synsfeltet og tegn på skader af synsnerven. Det forhøjede øjentryk kan på sigt (i løbet af år) medføre blivende skader i synsfunktionen. SLT står for ”selektiv laser trabekuloplastik”. SLT-behandlingen består af belysning med YAG-laser lys i øjets kammervinkel (trabekelværket). Lysets reaktion med pigmentet medfører en biokemisk reaktion som forøger væskeafløbet i kammervinklen og øjets tryk sænkes herved. Denne behandling bruges oftest som et supplement til eksisterende dråbebehandling.

image2020-6-8_11-47-18.png

Illustration venligst udlånt af Øjenforeningen, https://ojenforeningen.dk

Behandlingsforløb

Før behandling gives en tryksænkende tablet (en slags vanddrivende medicin), samt en inflammationshæmmende og overfladebedøvende dråbe. En behandlingskontaktlinse placeres på øjet og lyset appliceres. Behandlingen varer et par minutter og er smertefri. Du føler måske nogle små prik i øjet, men der er ikke nogen egentlig smerte. Synet er sædvanligvis normaliseret kort tid efter behandlingen. Det er herefter muligt at køre bil, såfremt du også selv oplever, at synet er normalt igen.

Du medgives en tid til kontrol og/eller yderligere behandling. Typisk kan behandlingen med tiden gentages, hvis lægen finder det gavnligt for dig.

Hvis øjenlægen tidligere har ordineret tryknedsættende øjendråber til dig, er det vigtigt, at du fortsætter med dem både før og efter SLT-behandlingen

Risiko og bivirkninger

SLT er en skånsom behandling. Forbigående ændringer af læsesynet forekommer i enkelte tilfælde og plejer at forsvinde efter nogle uger. Der er lav risiko for trykforhøjelse samt inflammation (betændelseslignende reaktion) i øjet i forbindelse med behandlingen. Vi giver derfor, som anført, altid medicin i form af tabletter og dråber for at modvirke dette. Meget sjældent ses forbigående blødning i øjet (fra kammervinklen) som følge af behandlingen.

Det er ikke alle øjne som behandlingen har en tryksænkende effekt på.